Vi hjælper dig hele vejen med støtte og vejledning!

Mandekrisecenter Lolland – et krisecenter for mænd

Her på Mandekrisecenter Lolland tilbyder vi hjælp, støtte og vejledning til mænd i svære sociale situationer:

  • Skilsmisse eller parbrud
  • Stress, sorg og depression 
  • Handlingslammelse 
  • Problematiske familierelationer 
  • Arbejdsløshed eller vanskelighed ved at fastholde jobs 
  • Økonomiske problemer 
  • Ensomhed og manglende socialt netværk 
  • Ingen adgang til egen bolig

Målgruppen er mænd, der er i en særlig svær, social situation, hvor de ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig. Målgruppen indeholder mænd, der blandt andet som følge af parbrud, skilsmisse eller andre tilstødende sociale problemer, ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig grundet fx en særlig svær social situation eller grundet forfølgelse, og som har behov for et midlertidigt botilbud og for tilbud om støtte til at bearbejde sociale problematikker, samt aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.

Målgruppens problematikker kan blandt andet indeholde vanskeligheder med at fastholde arbejde, arbejdsløshed, handlingslammelse eller et højt konfliktniveau i nære relationer. Mænd, der indskrives med særlige sociale problemer, kan være karakteriseret ved kriser opstået som følge af økonomiske vanskeligheder, udelukkelse fra arbejdsmarkedet eller problematiske familierelationer, samt mænd uden stabilt netværk.

Målgruppen befinder sig i en situation, hvor de blandt andet har behov for hjælp til at bearbejde tidligere problematikker. Målgruppen har ligeledes brug for aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp. Børn og fædre kan bo sammen, samt have samvær på centret, og de modtager under opholdet omsorg og støtte. Målgruppen omfatter ikke mænd med ubehandlede misbrug eller ubehandlet psykisk sygdom. Ligesom mænd med svære problemstillinger, der medfører uhensigtsmæssig adfærd til gene for husets øvrige mænd og ansatte, heller ikke er omfattet af målgruppen.

Mandekrisecenter Lolland åbnede i foråret 2020 og ligger i Nakskov. Centeret er startet af Jesper Berring-Poulsen og Daniel Volmer Jensen, som begge har en lang erfaring indenfor socialområdet og i mange år har arbejdet med udsatte grupper

Den rette støtte

Der er mange ting at forholde sig til, når man står midt i en svær social situation, hvor man ikke har, eller ikke kan opholde sig i egen bolig. Det kan fx være skilsmisse, stress og depression. Eller måske er det problematiske familierelationer, arbejdsløshed, økonomiske vanskeligheder eller ensomhed.

På Mandekrisecenter Lolland tilbyder vi mænd mulighed for at få ro på tilværelsen og støtte til at styrke kontakten til pårørende, gamle venner eller arbejdsgiver.

Vi tilknytter en kontaktperson, faste samtaler og tilbud om gruppesamtaler, og vi giver efterfølgende hjælp til at bearbejde problemerne og komme ud af krisen og videre i livet.

Midlertidig bolig

På Mandekrisecenter Lolland kan vi tilbyde egen, midlertidige bolig, hvor du kan lukke døren og være dig selv. Vi har fælles opholdsstue og adgang til en dejlig have med mulighed for fælles aktiviteter.

Formålet med et ophold hos os er at tilbyde mænd i svære sociale situationer en tryg periode, hvor man klarer sig mest mulig på egen hånd i vores botilbud, samtidig med at der gives vejledning og hjælp fra vores rådgivere.

– også for fædre
Vi kan tilbyde fædre med børn at bo sammen på Mandekrisecenter Lolland. Det er muligt for fædre at have samvær med deres børn og få omsorg og støtte fx i situationer med højt konfliktniveau.

Vejen til Mandekrisecenter Lolland

Det er sjældent, historierne om, hvordan mænd ender på et krisecenter, bliver fortalt. Hvis man leder længe nok, kan man læse lidt om de kriser, mændene gennemlever.

På Mandekrisecenter Lolland møder vi dagligt mænd i livskrise, og nogle af dem vil gerne fortælle deres historie, for ”måske kan det hjælpe andre til at turde række ud og få hjælp”. Vi synes, det er supermodigt og meget betænksomt at ville fortælle om et svært liv for at kunne hjælpe andre. Det er os på Mandekrisecenter Lolland, der har besluttet at sløre ansigterne på de mænd, der fortæller.

Vi håber, I vil sende en masse gode tanker i retning af de mænd, der fortæller på video, hvorfor de endte på et Mandekrisecenter, hvordan livet er her, og ikke mindst om deres tanker om fremtiden.

Væk fra siden